EN SKAT I HIMLEN

 

LINK

 

EN SKAT I HIMLEN

Dette kan fint bruges til et mindre studium.

Er skatten noget vi skal fortjene os til ved de gode gerninger vi gør?

En der lige når at sige ja tak til Jesus inden døden har jo ikke nogen gerninger at fremvise for Gud, får han mindre løn, han han ikke sin skat i Himlen? Sal vi gøre gode gerninger for i det hele taget at opnå forbindelse med Gud Far så han kan være tilfredse med os, synes ærlig talt det er lidt vært at finde ud af, og hvad er Gruds gode gerninger og bare hvad vi kalder almindelige gerninger?

Svar

En skat i himlen, er et kendt begreb fra Bibelen, især fra Matthæusevangeliet, der beskriver en åndelig rigdom, man opnår ved at prioritere Gud og næstekærlighed over materielle goder, hvilket giver evigt liv og belønning i Guds rige, modsat jordiske skatte, der kan ødelægges, og som henviser til ens hjerte følger det, man investerer i, ifølge.

Her ser du. Næste kærlighed højre end dit eget er noget Gud elsker.

Jesus lærer, at man skal samle sig skatte i himlen, hvor de ikke kan fortæres af møl eller rust, og hvor tyve ikke stjæler dem Matthæus 6:19-20).

Ved at investere tid, ressourcer og kærlighed i Guds rige og de fattige, flytter man sit hjerte mod evige værdier. Her ser du de fattige du skal gøre godt mod.

I lignelsen om den rige unge mand opfordrer Jesus ham til at sælge alt og give til de fattige for at have en skat i himlene, hvilket viser vejen til at opnå evigt liv.

Det er en metafor for åndelig rigdom, evig værdi og Guds nærvær, i modsætning til jordiske værdier, der er midlertidige.

Det handler om at opbygge en relation til Gud og tjene andre, så man får en plads i et efterliv i Himmeriget. Nej, man ferles ikke af gerninger, kun ved tror, men man frelses fra at være grisk, bundet af materialistiske ting fra at ville være rig eje alt muligt man ikke har brug for, det er ikke de basale livsfornødenheder og et sted at bo Jesu fordømmer.

Udtrykket bruges også metaforisk om noget dyrebart og varigt, der er vigtigere end penge og jordiske ejendele, noget man opnår gennem gode gerninger, tro eller næstekærlighed.

Bibelvers om gode gerninger som Gud har lagt til rette for os

Her ser du faktisk hvilke gode gerninger Gud har lagt forud tilrette for os.

Hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. Efeserne 2:10. Disse er gerninger gjort, ikke i vor egen kraft og for egen vinding/fordel, men ved Guds nåde og lydighed mod ham – virket af Helligånden til Guds ære.

Gerningernes vej er livets vej, for “Den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.” Johannes' Første Brev 2:17. Men den er ikke frelsens vej.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje Bort fra mig, I, som begår lovbrud! Matthæusevangeliet 7:21-23.

Til menighederne i Johannes' Åbenbaring kapitel 2 og 3, læser vi ofte, Jeg kender dine gerninger,” og “gør dine første gerninger. Du hader Nikolitternes lære. Når det kommer til dine gerninger er de sidste mere, end de første. og gør mine gerninger indtil enden. Jeg har ikke fundet dine gerninger fuldkomne for Gud.” Med andre ord burde de have været fuldkomne!

Den eneste ting der interesserer Gud er vore gerninger – de gerninger han har lagt til rette for os! Det er den eneste ting som vejer noget på vægten!

Hvad siger bibelen om de tilrettelagte gerninger?

Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom. Prædikerens Bog 9:10.

For Gud/Jesus kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt. Prædikerens Bog 12:14.

For vi skal alle fremstilles for Jesu Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt. Andet Brev til Korintherne 5:10. I grundteksten står der faktisk bedømmelse, Jesu bedømmelses stol er ikke den samme som Guds domstol over verden og de der ikke tror på Herren Jesus. Vi bliver bedømt for vore gerninger ikke fordømt for vore synder.

Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger?

Kan den tro måske frelse ham? Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret. Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. Blev skøgen Rahab ikke ligeledes gjort retfærdig af gerninger, da hun modtog sendebuddene og lod dem slippe bort ad en anden vej? For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt. Jakobs Brev 2:14-26.

Hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger. Johannes' Åbenbaring 19:7-8.

Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. Titus 2:14.

I al deres færd, og vær selv et forbillede i gode gerninger. Titus 2:7.

Adlyd og være rede til enhver god gerning. Titus 3:1.

De, der er kommet til tro på Gud, lægger vægt på at handle godt og rigtigt. Titus 3:8.

Også vore folk skal lære at gøre gode gerninger og hjælpe, hvor det behøves, så deres liv ikke skal være uden frugt. Titus 3:14.

Fornægter de ham; de er afskyelige og ulydige og er ude af stand til at udrette noget godt. Titus 1:16.

Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Jakobs Brev 1:22.

Hvem af jer er vís og forstandig? Han skal vise det i gerning ved et ordentligt liv med den vises sagtmodighed. Jakobs Brev 3:13.

Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Johannes' Åbenbaring 22:12.

Tro fører til gerning

Vi forstår ganske tidligt — med den antagelse at vi ønsker at forstå — at gerninger er det eneste som bliver regnet for noget, det eneste som kræves og det eneste som har værdi.

Hvad så med de gerninger, Jesus har gjort for os?

Han fuldbragte værk? Hans nåde? Alt dette skal påvirke vore gerninger, så de er rene og gode og står Guds test. Til den grad vore gerninger har forandret sig, til den grad er vi blevet frelst, og vi vil blive belønnet i samme grad.

Det er ingen hjælp at ville gøre det gode, hvis det ikke bliver gjort.

Vi kender snakken. Vi burde jo gøre, vi kunne gøre etc. Hvis vi ikke er ordets gøre men dets høre, bliver det kun til bedrag og mange gange dårlig samvittighed over vi ikke gjorde det.

Matthæusevangeliet kapitel. 7, vers 21." Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje

Jakobs brev kapitel 2 vers 24.

I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene. Det er ikke sært, hvis du er lidt forvirret. Mattæus evangeliet kapitel 7,21 og Jakobs brev kapitel 2,24 synes umiddelbart at stå i modsætning til det, der ellers er Ny Testamentes klare tale: et menneske retfærdiggøres af tro, uden lovgerninger Romerbrevet kapitel. 3,28. Det er lovgivninger der ikke retfærdiggør os.

Levende tro ses på gerningerne

Når Paulus skriver om lovgerninger, betyder ordet: Det vi gør for at behage Gud og vinde Guds nåde. I hele Ny Testamente er der et tydeligt opgør med dén tankegang, at vi gennem vore gode gerninger kan formilde Gud eller vinde frelse. Det ses stærkest i Galaterbrevet og i hele Jesu opgør med farisæerne.

Ny Testamente taler klart om, at et menneske bliver frelst ved troen på Jesus. Troen er ikke en mening eller en ideologi. Troen er et personligt forhold til Jesus: Han elsker os - og vi elsker Ham (Johannesevangeliet kapitel 15 vers 9-10).

Derfor kan Paulus også mange gange understrege, at en levende tro på Jesus Kristus altid vil vise sig i kærlighed, f. eks. Galaterbrevet kapitel 5 vers 6: For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ikke, men det gør tro, aktiv i kærlighed. Og Jesus taler om det samme, f.eks. i lignelsen om at bygge sit liv på klippen Matthæusevangeliet kapitel 7 vers 24-27

Død tro er kun rigtige meninger

Når Jakob i sit brev skriver om ”tro” betyder ordet: en mening, en ideologisk sandhed Jakobs brev kapitel 2. 19. Jakobs brev et et stærkt opgør med den døde rettroenhed. Altså at man kan tro på Jesus uden at det afspejles i ens liv. Troen er netop ikke en mening. Derfor understreger Jakob, at troen aldrig er ”alene”. Den ægte tro vil altid vise sig i de gerninger vi gør Jakobs brev kapitel 2 vers 14 og 18. Hvis troen er blevet til ideologi eller ”rigtige meninger”, er den i virkeligheden død Jakobs brev kapitel 2 vers 26.

Når vi tager disse forhold i betragtning, er der ikke nogen modsigelse imellem Paulus og Jakob. De lægger ganske rigtigt vægten forskellige steder, fordi de skriver til forskellige menigheder, der har forskellige problemer at slås med.

Et menneske bliver frelst ved troen alene. Ikke en tro med munden eller forstanden. Men ved hjertets tro på Jesus, der er elsket frem af Guds kærlighed, og som viser sig i kærlighedens gerninger. For troen er aldrig uden gerninger. Det er både Jesus, Jakob og Paulus ganske enige om.

Udbetaler Gud så ikke lønnen uretfærdigt?

Matthæus-evangeliet kap. 20 vers 1-16:

Vores verden og Guds rige. I vort samfund får vi som regel løn efter fortjeneste. Det sikrer en rimelig retfærdighed, at den, der arbejder hårdt og længe, får større løn end den, der kun arbejder lidt - ligesom vi hylder princippet om “lige løn for lige arbejde”. Hvis vi er dygtige får vi gode karakterer i skolen og en stor løn på vores arbejde. Hvis vi er dumme eller dovne, er det lige modsat. Sådan er det altid loven om gengældelse, der gælder i vores verden.

Men i Guds rige, som denne lignelse handler om, er det helt anderledes. Her er det ikke loven, men nåden, der råder. Her gives lønnen ikke efter fortjeneste, men efter Guds barmhjertighed. Gud handler suverænt i sin nåde

Jesus gør med lignelsen klart, at vi aldrig har ret til noget hos Gud. Han handler helt efter sin egen vilje: "Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit?". Gud er god. Han giver os ikke det, vi har gjort os fortjent til. Han giver os i stedet ud af sit hjertes kærlighed. Det betyder, at vi ikke kan sikre os Guds hjælp og velsignelse ved at leve et nogenlunde pletfrit liv. For alt, hvad vi får af Gud, er nåde. Og nåde er netop altid: en ufortjent gave. Men det betyder også, at Gud glad og gerne giver sin nåde, selv til den, der har svigtet allermest.

Gud er ødsel i sin nåde

De sidste blev de første og fik en hel dagløn, selv om de kun havde arbejdet en enkelt time. Så ødsel er Gud i sin nåde. Derfor sker det, at den åbenlyse fusker bliver velsignet til overflod. Mens andre, som har prøvet at leve et anstændigt liv kan opleve svære tider. Vi synes måske, det er uretfærdigt - ligesom dem, der havde slidt hele dagen - men vi får ikke anden forklaring på det end denne: det er Gud, som handler i nåde med det, der er Hans! Derfor kan den, som oplever Guds ufortjente velsignelse i sit liv, tage imod det hele med god samvittighed og glæde sig over alt det, Gud giver.

Og hvis det tunge og onde ramler ind i vort liv, er det ikke fordi, vi får løn som forskyldt. Selv når vi bliver hårdest ramt, er det ikke fordi Gud har forkastet af os. Det er jo sådan, at Gud oftest udvælger og velsigner den, som slet ikke har noget eller kan noget. Det sætter Guds nåde i relief. Den viser sig at være både grænseløs og ufortjent. Den bunder ikke i vor fortræffelighed, men i Guds egen kærlighed.

Guds nåde er altid resultatet Jesu undervisning indebærer også en fristelse: Når alt til sidst er af nåde, ligger det lige for at tænke: Hvorfor anstrenge sig for at følge Jesu befaling om kærlighed og tjeneste, hvis resultatet alligevel er ren nåde? Så kan man lige så godt blive stående på afstand i sin egen verden og vente på aftenens udbetaling. Men lignelsen handler om Himmeriget. Det er altså i Guds rige, nåden gælder, ikke i vores egen lille verden. Bliver vi stående på torvet som tilskuere, er der ingen nåde, for den findes kun hos Jesus Kristus - det hvor vi har hørt hans kald og er gået ind i hans tjeneste. Nåden er altid dét ufortjente resultat i vort liv med Jesus, når Han gør det op til sidst. Den er ikke en selvfølgelig ret, vi har på forhånd.

At ville leve sit liv uden at arbejde i Jesu Vingård, uden at lytte til Guds kald og leve i hans tjeneste, det er at trække dækningsløse checks på en nåde, som ikke findes andre steder end i vore egne tanker. For så er nåden ikke længere Guds ufortjente gave til os; men den bliver til vort hovmodige krav på Gud, Jesus kalder os til arbejde under nåden. Derfor vil lignelsen om arbejderne i vingården også kalde os til at forlade vort eget torv og følge Jesus - ved at give os selv hen i tjeneste for de andre, mens vi frimodigt sætter vor lid til, at alt til sidst er af nåde. At leve sit liv i tillid til Jesus Kristus indebærer, at vi er dér, hvor Guds løfte om nåde står ved magt og hvor intet andet tæller end Hans nåde imod os. Det hele ender med tilgivelse og evigt liv, fordi Gud er god! Det er den løn vi får af ren nåde.

Vi tager lige som afslutning 2. KOR 4

Skatten i lerkar

Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed. Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne. Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. Derfor virker døden i os, men livet i jer.

Da vi har den troens ånd, der står skrevet om: »Jeg troede, derfor talte jeg,« så tror vi, og derfor taler vi også. For vi ved, at han, der oprejste Herren Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og lade os stå frem sammen med jer. Alting sker for jeres skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære.

Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.

Skatten er faktisk også Jesus ved Den Hellige Ånd i os, Han er i Himlen nu. Den skat Jesus, er i et lerkar som nemt kan knuses, vi er som lerkar, og får vores evige løn af Herren Jesus selv, i henhold til fortællingen om vingårds arbejderne er lønnen den samme uanet hvor meget vi hr har arbejdet i Guds vingård.

amen