Når Bibelen bliver partipolitisk våben

 

LINK

 

Når Bibelen bliver partipolitisk våben

Læs afsnittet vers referer til.

Religions krige, teoretiske retninger og teologi har vi mere end no af. Det skaber ofte ufred og splittelser hvor nogen vælger at forlade en kirke, alt sammen på grund af forvirring blandt de kristne rækker. Alle siger med Bibelen i hånden vi har hele sandheden, det er ikke godt og sandt sådan noget. Jesus ved Den Hellige Ånd i os er Sandheden.

Når Bibelen bliver partipolitisk våben, og kristentro måles i loyalitet mod magten, er det næsten altid Romerbrevet 13, der ligger klar som det allerhelligste bevis. Ikke som en tekst, der skal fortolkes, afvejes eller holdes op mod resten af Skriften, men som en lukkeparagraf. Enhver skal underordne sig de myndigheder, han har over sig. Punktum. Diskussionen er slut.

De kristne, som serverer Bibelen på denne måde over for deres meningsfjender, gør kritik til ulydighed, uenighed til oprør, og politisk modstand til et åndeligt problem. Den, der taler imod deres magthaver, taler imod Gud selv.

Det er netop derfor Romerbrevet 13 gennem historien har været magtens yndlingstekst. Den har igen og igen leveret teologisk legitimitet til herskere, der ønskede ro, lydighed og religiøs opbakning. Teksten har fungeret som en Guds legitimering af magt… og hver gang den er blevet brugt på den måde, er den blevet læst løsrevet fra alt det, der gør Det Nye Testamente farligt for magten: Jesu korsfæstelse som statslig vold, profeternes kompromisløse kritik af konger, apostlenes gentagne konflikter med myndighederne og Åbenbaringsbogens brutale afsløring af staten, når den gør krav på guddommelig loyalitet.

Romerbrevet 13 bliver sjældent læst sammen med Romerbrevet 12, hvor Paulus taler om ikke at gengælde ondt med ondt, eller sammen med Paulus’ egne fængslinger, piskninger og retssager. Det bliver læst, som om Paulus skrev fra magtens side af historien og ikke som leder af en sårbar minoritetsbevægelse i et voldeligt imperium. Resultatet er ikke bibeltroskab, men en teologi, hvor magten altid får ret, så længe den er den rigtige magt.

Det afslørende er, hvad der sker, når magten skifter. For de samme kristne, der før kunne citere Romerbrevet 13 uden tøven, finder pludselig Apostlenes Gerninger 5,29 frem. Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Det, der før blev betragtet som en farlig tekst, bliver nu et hovedargument. Staten er ikke længere Guds redskab, men en trussel. Modstand bliver en samvittighedssag, og civil ulydighed bliver helliggjort.

Problemet er ikke brugen af Apostlenes Gerninger 5,29. Problemet er, at teksten kun får lov at tale, når den kan bruges imod “de forkerte”. Apostlene sagde disse ord i en konkret konflikt, hvor myndighederne forbød dem at gøre det, Gud havde pålagt dem. De brugte ikke verset for at beskytte deres politiske interesser, men med fuld viden om, at det ville koste dem frihed, sikkerhed og anseelse. Det var ikke opportunisme, men troskab.

Hele Bibelen vidner om denne form for betinget lydighed. Når magten kræver Guds plads, mister magten sin legitimitet. Det er derfor profeterne taler konger imod, det er derfor Daniel fortsætter med at bede, det er derfor Jesus nægter politisk messianisme, og det er derfor Åbenbaringen fremstiller staten som et dyr, når den kræver tilbedelse. At opdage denne tradition i Bibelen er ikke radikalt. At ignorere den er.

Alligevel bliver Bibelen igen og igen gjort til et partipolitisk redskab. Ikke bare ved at misbruge enkelte vers, men ved at åndeliggøre selve den politiske proces. når ens egen side gøres til Guds redskab i historien, og modstanderne beskrives som dæmonisk inspirerede, er man ikke længere i teologisk refleksion, men i simpel religiøs magts-overtro. Demokratiet bliver forvandlet til et frelsesdrama, hvor valgresultater tolkes som åbenbaringer, og kompromis bliver et tegn på åndeligt forfald.

Bibelen kender intet til denne form for helliggørelse af magten. Kongemagten fremstilles fra begyndelsen af som ambivalent og farlig. Profeterne står aldrig på magtens side, men over for den. Jesus nægter konsekvent at lade sig gøre til politisk frelser, og da han får magtens fulde opmærksomhed, ender det med et kors.

Når kristne udnævner deres politiske projekt til Guds projekt og deres modstandere til Guds fjender, har de ikke kristnet politikken. De har politiseret Kristi hellige evangelium og forurenet det for egen vindings skyld. Således også med den evangeliske kristne nationalistiske front.

Midt i denne støj lyder Det Nye Testamentes mere beskedne, men langt mere krævende kald. Sæt en ære i at leve stille, passe jer selv og arbejde med jeres hænder. Det stille liv er ikke et kald til tavshed over for uret, men et opgør med den konstante ophidselse, hvor troen lever af konflikt, fjendebilleder og permanent undtagelsestilstand. Det handler om livsform, ikke om konstant krig mod vores medmennesker, der ikke ligner os. Om karakter, ikke om kontrol. Om at leve ordentligt blandt dem udenfor, ikke om at herske over dem.

Derfor kan Det Nye Testamente både tale om fred, sagtmodighed og respekt og samtidig fastholde, at der findes situationer, hvor man må sige nej til magten. Det ene ophæver ikke det andet. Det kristne liv leves ikke i blind underkastelse og heller ikke i konstant kamp for at undertrykke ”de andre”, men i spændingen mellem ansvar og samvittighed.

Når Romerbrevet 13 bruges til at lukke munden på kritikere, og Apostlenes Gerninger 5,29 kun fremkaldes, når det passer ens egen sag, er det ikke Bibelen, der taler. Det er magtbegæret. Og når magten og magtens kristne redskaber taler med bibelske ord, er det netop dér, JESUS-kristne burde lytte allermest kritisk, som kan være en positiv kritik af hvordan evangeliet i grunden præsenteres også i det helt praktiske liv.

Vi kan jo spørge om Bibelen i grunden har brug for a misbruges? Eller har brug for tilføjelser og udlægninger som ofte præges af en bestemt retnings teologi?

Amen